5 vigtige ting du skal vide, når du rejser til Rusland
Er du ved at planlægge en rejse til Rusland? Rusland er et fantastisk sted med masser af ting at lave og masser af steder at udforske, men hvad er etiketten i forhold til drikkepenge og hvorfor skal man altid have sit pas på sig? I dette blogindlæg deler jeg fem ting, du burde vide inden du rejser til Rusland for første gang.
No English
Når du rejser til Rusland vil sproget uden tvivl være en udfordring, da mange russere ikke taler engelsk eller kun taler og forstår meget lidt engelsk.
Selvom de fleste russere lærer engelsk i skolen, så er det ikke en prioritet for de fleste elever. Desuden er den russiske undervisning præget af meget en-vejs-kommunikation og udenadslære fremfor interaktion og praktik, hvilket gør det svært at lære et sprog.
Logisk nok, har Rusland ikke haft den samme store indflydelse fra England eller USA og russere bruger derfor ikke engelsk i samme store omfang som andre nationer gør. For eksempel lægger man stadig russiske stemmer til alle engelsksprogede film, serier og tegnefilm i biografen og på TV.
Jeg vil klart anbefale at lære nogle få gloser russisk og at læse de kyrilliske bogstaver inden man tager af sted.
Lær 15 nyttige russiske udtryk, når du rejser i Rusland
Kontanter er et must
Kontantløs betaling er efterhånden meget almindeligt i Rusland, men man kan sagtens komme ud for en café eller en attraktion, hvor man ikke tager imod kort. Det er derfor en god ide altid have nogle kontanter på dig, uanset hvor du er.
Du bør også være opmærksom på, at priserne ofte er højere, hvis du er udlænding, særligt på turiststeder, som museer og kirker.
Parker det gode humør
Russere ser som regel meget hårde og sure ud i det offentlige rum. Det er ikke ualmindeligt at opleve mennesker, der skubber sig frem eller at nogen i visse situationer taler højt eller endda råber.
Men i bund og grund handler det om kulturelle forskelle.
For det første er man ikke vant til at smile til fremmede i Rusland, for slet ikke at tale om at hilse og spørge om hvordan det går som man gør i USA. Det bliver anset som værende en uoprigtig gestus.
For det andet er der mange offentlige myndigheder, hvor man bliver nødt til at skubbe sig frem (bogstavligt talt) og være den mest højtråbende for at få ydet den service, man er kommet for, da man ellers simpelthen bliver glemt. Dette krav om at have skarpe albuer kombineret med en mistro til myndighederne gør, at Russere konstant har paraderne oppe, hvilket kan virke fjendtligt og koldt.
Bag den kølige facade er russere som regel virkelig varme og gæstfrie mennesker, der er meget nemme at komme tæt ind på. Det er en lidt sjov kontrast i virkeligheden, hvis man sammenligner det med danskere. I Danmark, smiler man og ser venlig ud, men folk er som regel meget reserverede og det er svært at falde i snak med folk, for slet ikke at tale om at blive venner med folk. I Rusland derimod, smiler man ikke og man ser kold og sur ud, men folk er som regel meget udadvendte og snaksaglige og det er meget nemt at blive gode venner med russere ret hurtigt.
Rejs til Rusland med Above Borders med mig som rejseleder
Husk dit pas
Det er meget almindeligt at blive stoppet af politiet på gaden og blive bedt om at vise sine dokumenter. Du burde derfor altid have dit pas eller en kopi af dit pas på dig, samt dit immigrations kort som du får, når du rejser til Rusland.
Russere har to typer pas: Et indenrigs pas og et internationalt pas. Russere har altid deres indenrigs pas på sig og det bliver brugt til mange forskellige hverdagsting. Læs mere om dem her.
Drikkepenge er ikke et krav
Det er som sådan ikke forventet, at man giver drikkepenge i Rusland, om det drejer sig om restaurant besøg, ekskursioner, taxachaufføren eller frisøren. Det er dog blevet mere og mere almindeligt de seneste par år og man vil bestemt ikke se skævt på dig, hvis du giver drikkepenge for en god service.
Hvis du har været et sted, hvor der har været en tjener eller en anden form for person, der har ydet en god service, kan du sagtens give drikkepenge. Den mest almindeligt og nemmeste måde at gøre det på er at runde regningen op og sige, at du ikke ønsker penge tilbage, når du betaler. Lad os fx. sige, at din regning er på 450 rubler, så vil det være god stil at give 500 rubler og fortælle din tjener at du ikke behøver penge tilbage (på russisk – “mne ne nuzhna zdacha”).
På nogle turist steder, særligt i storbyerne Moskva og St. Petersborg, kan du komme ud for at regningen indeholder et servicegebyr.
På fastfood- og buffet spisesteder i Rusland (stalovaya) giver man ikke drikkepenge overhovedet, da du ikke har en tjener på som sådan og interaktionen mellem dig og den ansatte er så kort, at det ikke giver mening at give drikkepenge.
Spørgsmål til nogle af disse tips til dig der rejser til Rusland? Kommentarer? Ideer til andre temaer/emner/guide til mit næste blogindlæg?
Skyd mig en mail på adil.mirzakhanova@gmail.com eller skriv en besked her på bloggen.
Husk at følge mig på Facebook, hvor du får besked, når jeg poster nye blogindlæg 🙂
5 hemmelige barer i Moskva, hvis du er en ægte cocktail entusiast
maj 24, 2018 @ 10:51 am
[…] Læs også hvilke 5 ting du skal vide, når du rejser til Rusland. […]
Få et overblik over russiske rubler og priserne i Rusland
juni 4, 2018 @ 4:33 pm
[…] 5 vigtige ting du skal vide, når du rejser til Rusland […]